Du er her: 

Afskedsgudstjeneste og reception for Poul Erik

Vores graver, Poul Erik, har valgt at gå på efterløn, og i den forbindelse var der indbudt til gudstjeneste og reception.

Der var mødt mange frem til gudstjenesten for at markere Poul Eriks fratrædelse, og efterfølgende var vi omkring 50 personer til receptionen i forsamlingshuset.

Der blev givet gaver, der blev sunget nogle af de sange og salmer, som Poul Erik holder af, der blev spist og der var flere, der ønskede at sige Poul Erik stor tak for de 18 år ved Heltborg Kirke og kirkegård. 

Som tak for ringning, havde Inge Aarestrup skrevet en lille sang.

”Morgenklokke ringer dagen op
ringer lyset ind i sind og krop
ringer over levende og død
klangen farver himmelbuen rød.

Stille, stille, lyt til bedeslag
sommerfuglevinge mod min dag 
lyden banker i mit eget bryst 
stille bedeslag til håb og trøst.

Skridt i gruset, våde rønnetræer 
fjorden slynger sig med sølvgråt skær 
gran på grave, lys på alterbord 
klokken ringer: lyt til Livets Ord.

Traktorlyde, landevejstrafik 
stands på vejen, lyt et øjeblik 
klokken ringer, stands dit vilde jag 
lyt til aftenklokkens bedeslag.”

I Aa, 2014

Del dette: